DE FEM FEDE ÅR

Velkommen

www.Popolo.in

 

Helmut Chr. Petersen

De fem fede år

Af Karl Erik Nielsen og Christian jensen, kaen@berlingske.dk

17. april 2005

Danmark fejrer om 14 dage 60-året for befrielsen. I de seneste år har en rækkehistorikere undersøgt danskerhvervslivs rolle underbesættelsen. De fortæller en historie, der ikke egner sig til festtaler.

København/Washington: Luftwaffe havde brug for en solid bunker i Lübeck.

Året var 1943, og Anden Verdenskrig var på sit højeste. Adolf Hitler kontrollerede sine tropper fra Berlin, og millioner af jøder døde i koncentrationslejre i hans »Nye Europa«.

Allierede soldater gav deres liv verden over for at bremse ham. Mod syd i Afrika, hvor briter og frie franske tropper pressede ørkenrotten Rommel til at kapitulere. Mod øst i Stalingrad, hvor Den Røde Hær stoppede tyskernes fremrykning. Og i vest, hvorfra briterne sendte bombetogter ind over de større tyske byer; Berlin, Hamburg, Rostock.

Lübeck var blevet sønderbombet i 1942. Derfor skulle der bygges en bunker til det tyske luftvåbens kommando, og tyskerne vidste, hvem de skulle ringe til.

Luftwaffe kontaktede det københavnske entreprenørfirma Thorning-Christensen. Det var ikke et stort firma, men nazisterne havde gode erfaringer med danskerne, som de kendte fra andre krigsprojekter, blandt andet et luftbeskyttelsesanlæg i Kiel.

Thorning-Christensen slog til, selvom firmaet tilsyneladende ikke havde mandskab nok. Men det var der råd for i krigens Tyskland. Det tyske militær stillede 75 mand til rådighed. De danske entreprenører var dog alt andet end tilfredse med deres indsats. Det tog alt for lang tid for dem at blande beton og mure de tykke bunkermure op. Det kan hænge sammen med, at der var tale om udmattede og udmagrede polske og sovjetiske tvangsarbejdere. I hvert fald var deres »sundhedstilstand« for ringe, beklagede indehaveren af det danske firma sig.

Men bunkeren blev bygget.

 

Den svære erkendelse

Historien om Thorning-Christensen er en del af historien om dansk erhvervsliv under Anden Verdenskrig. Om 14 dage, den 5. maj, fejrer vi 60-året for befrielsen, men selv så længe efter bliver der ved med at dukke nye oplysninger op, der rykker ved vores forestilling om, hvad der egentlige skete i »de fem mørke år« fra 1940 til 1945, da Danmark var besat.

Stik imod hvad generationer af danskere har lært i skolen, var besættelsen for mange entreprenører, landmænd og industrifolk ikke fem mørke år, fem magre år. Det var i økonomisk forstand fem lyse år, fem fede år. Ikke for alle, men for mange. Det gør ondt at skrive disse ord, og det gør sikkert ondt at læse dem, men det var, hvad erhvervsledere selv erkendte i det skjulte under og efter krigen.

I de seneste år har et hold forskere under ledelse af professor Ole Lange fra Handelshøjskolen i København været i gang med at undersøge erhvervslivets rolle under besættelsen. Når de er færdige, får Danmark sin første samlede beskrivelse af virksomhedernes og landbruget under besættelsen.

»Billedet er komplekst, og det afspejler den meget forskellige erhvervsfordeling, hvor de enkelte erhverv forfulgte en meget forskellig politik. Fælles for dem er, at de i besættelsen står i et svært dilemma, hvor det tyskdominerede marked er det eneste åbne marked, og regeringens råd er at samarbejde. Virksomheder kunne lukke butikken og fyre ansatte eller levere til tyskerne,« siger han.

Historikeren Steen Andersen er en af forskerne i det omfattende projekt, og han offentliggør til efteråret sin ph.d.-afhandling »De gjorde Danmark større« om entreprenørerne under besættelsen. Det er ham, der i danske og udenlandske arkiver har fundet oplysningerne om Thorning-Christensens og andre danske firmaers brug af tvangsarbejdere under arbejde i Nazi-Tyskland. For bunkeren i Lübeck er bare ét blandt mange eksempler:

Århus-firmaet Jens Sørensen fik i 1944-45 en tysk ordre på at rydde op efter et allieret bombetogt over Hamburg, og tyskerne stillede KZ-fanger fra Neuengamme til rådighed.

Entreprenørfirmaet Villadsen vandt opgaven med at rydde op efter bombardementerne i Rostock, og tyskerne leverede ca. 200 krigsfanger, formentlig russere.

Og ingeniør C. Krøyers virksomhed fik til opgave at bygge en bunker for det tyske sikkerhedspoliti i Hamborg og en ny flyveplads i Pommern. Ifølge Steen Andersens dokumentation brugte det danske firma ikke færre end 800 såkaldte »bygge hjælpe- arbejdere«, hvilket dækkede over civile sovjetiske tvangsarbejdere fra en nærliggende bevogtet lejr.

»Med brug af tvangsarbejderne blev danske virksomheder en del af det nazistiske undertrykkelsesapparat,« konstaterer han.

To sejlivede myter

Steen Andersen har samtidig fundet dokumentation, der afliver et par af de mest sejlivede myter fra krigens tid.

For det første blev virksomhederne ikke tvunget af regeringen til at udføre arbejde for værnemagten. Og i eftertiden har det været slået fast som en kendsgerning, at tyskerne allerede i april 1940 truede med at tvangsudskrive danske arbejdere, hvis entreprenørerne ikke tog imod bestillinger på at opføre bunkere og flyvepladser i Jylland. Men historien om tyskernes trussel er uden hold i virkeligheden, fastslår Steen Andersen:

»Det er en sejlivet myte, som først bliver udfordret nu. Der var ingen trusler i de første år af besættelsen. Tyskerne fremsatte i september 1943, lige efter samarbejdsregeringens afgang den 29. august, en trussel om standretter, hvis arbejdet ikke fortsatte. Mange virksomheder har så senere i deres egen selvforståelse ført truslen tilbage til 1940,« siger han.

Myten om tvangsudskrivning af arbejdere var fabrikeret af T.K. Thomsen, en af indehaverne af det store entreprenørfirma Wright, Thomsen & Kier. Det skete i 1942, da den tyske krigslykke var ved at vende. T.K. Thomsen gentog den senere over for Den Parlamentariske Undersøgelsesdomstol, der efter befrielsen undersøgte graden af det danske samarbejde.

»Og undersøgelsesdomstolen tog den for gode varer uden at kontrollere samtidige kilder. Efterhånden bed forklaringen sig fast som en kendsgerning,« siger Steen Andersen.

Det er altså ikke korrekt, når man i generationer har taget det for en kendsgerning, at danske virksomheder mere eller mindre var tvunget til at samarbejde med værnemagten. Ganske vist opfordrede Stauning-regeringen til samarbejde, men det var ikke kun samarbejdsregeringens ansvar, at der blev udført arbejde for tyskerne for et beløb, der i dag ville svare til over 200 mia. kr. De enkelte erhvervsledere traf deres egne beslutninger og bar derfor et mindst lige så stort ansvar.

På samme måde er der ikke hold i den mangeårige forestilling om, at alle entreprenører i større eller mindre grad var såkaldte værnemagere - firmaer, der arbejdede for tyskerne. En forestilling, der blandt andet bundede i påstanden om, at entreprenørerne ikke havde mulighed for at sige nej.

»Den opfattelse er vi nødt til at revidere, for det var cirka halvdelen af entreprenørerne, der valgte at arbejde for tyskerne. Den anden halvdel afslog. Nogle gjorde det af moralske grunde, andre af nationale, og der var også dem, der sagde nej, fordi de havde forretninger i allierede områder og frygtede ubehagelige sanktioner fra de amerikanske og britiske myndigheder,« forklarer Steen Andersen.

Det interessante i den forbindelse er, at det rokker ved påstanden om, at virksomhederne reelt ikke havde muligheden for at gøre sig moralske overvejelser om at skulle samarbejde med det nazistiske Tyskland. Steen Andersen understreger med baggrund i samtidens kilder, at entreprenørbranchen i høj grad var præget af moralske overvejelser og diskussioner - endda i en grad, så den var tæt på splittelse.

Da tyskerne i april 1940 rettede en høflig forespørgsel til Wright, Thomsen & Kier og andre firmaer, henvendte Entreprenørforeningen sig til Stauning-regeringen for at få at vide, hvordan dens medlemmer burde forholde sig. Regeringen var gået i samarbejde med besættelsesmagten og opfordrede entreprenørerne til at gøre det samme.

»Men der var ikke tale om et pålæg. Senere kontaktede foreningen også Udenrigsministeriet, og svaret her var det samme, og det blev understreget, at regeringen ikke kunne give nogen garantier om, at der ikke senere vil ske retsforfølgelse,« siger Steen Andersen.

 

Flere virksomheder valgte derefter at tage imod de tyske ordrer, mens andre undlod, og det kom til voldsomme diskussioner i foreningens bestyrelse . Knud Højgaard fra firmaet Højgaard & Schultz var meget nationalt sindet og kom senere i besættelsen i modvind, da han sammen med andre førende erhvervsfolk foreslog kongen at afskedige regeringen og erstatte den med et ekspertstyre. Senere i krigen udførte Højgaard & Schultz arbejde i Tyskland. Men måske netop på grund af sin stærke nationalisme blev Højgaard rasende på dem, der ville tage imod tysk arbejde på dansk grund. Ifølge Steen Andersen trak flere erhvervsledere allerede tidligt i besættelsen en sådan skillelinje. Knud Højgaard sagde ligefrem, at det ville være at »gå i aktiv tysk krigstjeneste« at tage imod ordrer herhjemme.

»I takt med krigens udvikling tog den interne kritik af de virksomheder, der arbejdede for tyskerne til, og der blev i krogene snakket om, at virksomhederne burde ekskluderes fra Entreprenørforeningen,« fortæller Steen Andersen.

Frygten for at blive ekskluderet var angiveligt årsagen til, at Wright, Thomsen & Kier sammen med blandt andre et andet af datidens store firmaer, Christiani & Nielsen, tog kontakt til Entreprenørforeningen i sommeren 1944. De havde arbejdet ihærdigt for tyskerne og ville have bestyrelsen til at blåstemple deres aktiviteter.

»De frygtede, at de ville blive kastet for løverne efter befrielsen. De argumenterede med, at de kun havde påtaget sig opgaver for tyskerne, fordi der nærmest var tale om statslig nødret, og at de dermed havde friholdt andre for at tage imod arbejdet. Men de blev pure afvist,« fortæller Steen Andersen.

Foreningens formand Einar Thorsens svar til firmaerne nærmest sydede af vrede og forargelse:

»I har haft fem fede år, vi har haft fem magre år.«

Ligesom Knud Højgaard har Einar Thorsens person og reelle hensigter under besættelsen været kraftigt debatteret. Som formand for entreprenørerne deltog Thorsen i flere møder med tyske myndigheder om bl.a. adgangen til at arbejde i Tyskland. Men Einar Thorsen var til daglig direktør i firmaet Monberg & Thorsen, og det står klart, at firmaet gentagne gange under besættelsen blev opsøgt af tyskere med tilbud om opgaver. Der var altid tale om høflige forespørgsler, og Monberg & Thorsen sagde hver gang høfligt nej tak.

»Virksomheden sagde nej af nationale årsager, selvom det var ved at koste den livet rent økonomisk. Det interessante er, at der altså var nogle, der gjorde sig svære, moralske overvejelser og turde sige nej, vel at mærke uden at blive mødt af tyske repressalier, og de var i voldsom opposition til dem, der sagde ja,« forklarer Steen Andersen.

En anden interessant pointe fra episoden er, at tyskerne langt ind i besættelsen tilsyneladende bevidst var korrekte og høflige i kontakten til dansk erhvervsliv. Også når de blev afvist som af Monberg & Thorsen.

»Tyskerne var ikke interesserede i at komme på kant med danskerne. De ville opretholde billedet af den fredelige besættelse, og det lykkedes. De fik udført det arbejde, de ville. I den sammenhæng var Danmark meget forskellig fra for eksempel Frankrig, hvor tyskerne de første par år ikke turde bruge lokale firmaer af frygt for deres indstilling,« siger Steen Andersen.

Industriens rolle

På den måde kom danske entreprenører til at udføre betydelige opgaver for den tyske krigsmaskine. Men entreprenørerne var ikke de eneste.

Historikeren Joachim Lund, der netop har udgivet bogen »Hitlers spisekammer«, færdiggør om et års tid sit arbejde om industriens rolle under besættelsen. Men allerede nu kan han fastslå, at der - ligesom med entreprenørerne - ikke er hold i myten om, at danske industri-virksomheder risikerede at få deres ansatte tvangsudskrevet til arbejde i Tyskland, hvis firmaerne ikke samarbejdede med værnemagten.

»Truslen om tvangsudskrivning er en myte, som er konstrueret efter krigen for at forsvare sig mod den kritik af værnemagerne, der blev rejst. Den var aldrig reel. Tvangen var til stede, men den var først og fremmest økonomisk. Hvis man ikke ville handle, fik man ikke stillet råvarer til rådighed,« siger Joachim Lund.

Mens flere entreprenører afslog ordrer fra tyskerne af moralske og nationale grunde, så gjorde det sig tilsyneladende ikke gældende i industrien, viser Lunds foreløbige undersøgelser.

»Jeg tror, man må sige, at mange nok hidtil har opfattet industriens samarbejde med Tyskland som noget, der angik enkelte, såkaldte »værnemagervirksomheder«, mens størsteparten holdt sig fri. Det er ikke et korrekt billede. Virkeligheden var, at virksomheder, der i forvejen var eksportorienterede og/eller afhængig af tilførsel af brændsel og råvarer, blev dybt afhængige af at kunne handle med Tyskland, og det gjorde man så.

Visse steder søgte man at holde igen, andre steder gik man længere, end man havde behøvet. Men jeg er ikke bekendt med virksomheder, der afslog at samarbejde på grund af nationale eller moralske overvejelser,« siger han.

Det skete tilsyneladende heller ikke i landbruget, tværtimod.

Landbruget

I København rullede Landbrugsrådet den røde løber ud foran sit hovedsæde Axelborg skråt over for Tivoli. Rådets præsident, Henrik Hauch, havde taget sit fine tøj på, hvid skjorte, slips og guldur i vestelommen, da der i juli 1941 kom fint besøg fra Berlin. Det var i dagene op til Tysklands felttog mod Sovjetunionen, et af de største og mest afgørende slag under krigen.

Gæsten fra Berlin hed Herbert Backe. Som chef for fødevareområdet i Det Tredje Rige var han med i Adolf Hitlers inderkreds. Backe var kendt for sin aldrig svigtende brutalitet, og det var ham, der udtænkte planen om, at Tyskland skulle hente fødevarer i Sovjetunionen, så »mange millioner« civile borgere i Sovjet ville lide sultedøden. Hans beregninger viste cirka 30 millioner menneskeliv.

I retsopgøret med de nazistiske topfolk ved Nürnberg-domstolen efter krigen blev Herbert Backe dømt til døden. Men i juni 1941 blev han midt i København modtaget som en ven af dansk landbrug. Ingen kunne med hans besøg være i tvivl om, at leverancerne af dansk korn, svineskanker og oksekød havde høj prioritet i Berlin, og Danmark svigtede aldrig. Det sørgede bl.a. Henrik Hauch for. Han var landbrugets ubestridte leder, medlem af Rigsdagen for Venstre, og under besættelsen var han i spil som statsminister efter Vilhelm Buhl.

Henrik Hauch havde et godt, nærmest venskabeligt, forhold til Herbert Backe. I sine erindringer omtaler han den nazistiske leder som en af »vore gamle venner fra før besættelsen«. Intet tyder på, at Henrik Hauch selv havde nazistiske tilbøjeligheder, men han gjorde gerne forretninger med det nazistiske regime. Om forholdet til de tyske forhandlere udtalte han bl.a. på et møde i Landbrugsrådet den 22. april 1941:

»Vi har jo ofte Lejlighed til at tale med dem, og jeg tør sige, at vi søger at hjælpe hinanden saa godt vi kan under de Forhold, hvorunder vi nu lever, og de Forhold, hvorunder man maa leve i Tyskland i den nuværende Situation. Vi har kun godt at sige om dette Samarbejde, og det synes jeg er rigtigt at fortælle Raadets Medlemmer.«

Der var intet fordækt i det danske landbrugs tætte samarbejde med Nazi-Tyskland; det lå i lige linje med den kurs, Stauning-regeringen havde udstukket i samarbejdspolitikken. Men det er først i de seneste år, det er kommet frem, hvor enorme de danske leverancer af kød, korn og smør var. Alene i 1944 - altså efter regeringen var trådt tilbage og samarbejdet formelt var ophørt - sendte danske landmænd 160.000 tons svine- og oksekød til Tyskland. I årtier har det også været omgæret af tavshed, at landbrugets top under besættelsen pressede voldsomt på for at få hævet priserne. Det lykkedes til fulde. Tag bare eksportprisen på smør: Den blev fordoblet i det første halve år af besættelsen, prisen på oksekød steg med 65 procent, og bøndernes afregning på svinekød steg med 50 procent.

Men hvor vigtig betragtede Hitler mønsterlandbruget mod nord?

Langt vigtigere end hidtil antaget. Det dokumenterer historiker ved Syddansk Universitet i Esbjerg, Mogens R. Nissen, i den første sammenhængende undersøgelse af landbrugets forhold under besættelsen. Hans arbejde er også en del af Handelshøjskole-projektet, og det danner basis for bogen »Til fælles bedste«, der udkommer efter sommerferien. Efter tre års undersøgelser i danske og tyske arkiver kan Mogens R. Nissen slå fast, at centrale tyske militærmyndigheder inden besættelsen vurderede, at Danmark via fødevareleverancerne kunne blive en økonomisk gevinst.

»Det er interessant, fordi det rokker ved forestillingen om, at alle tyske myndigheder opfattede Danmark som en ren underskudsforretning, hvor der måske skulle sendes fødevarer til,« siger han.

Allerede inden besættelsen havde Landbrugsrådet tætte forhandlinger med tyskerne, og få uger efter den 9. april 1940 var der lagt en plan for leverancerne. Det er i den sammenhæng, man skal forstå, hvorfor topnazisten Herbert Backe besøgte København flere gange under besættelsen.

»Backe så tydeligvis Danmark som en væsentlig fødevareleverandør. Det understreges af, at hans besøg i Danmark fandt sted kort før det tyske felttog mod Sovjet,« siger Mogens R. Nissen.

Ifølge historikeren står det i dag klart, at den omfattende landbrugseksport var stærkt medvirkende til, at Danmark slap så billigt gennem krigen. Da dansk politi i efteråret 1944 blev arresteret, krævede Backe for eksempel af det tyske udenrigsministerium, at der straks kom styr på forholdene i Danmark. Dertil var eksporten af fødevarer for vigtig. De danske kødleverancer udgjorde 20 procent af den tyske civilbefolknings forbrug og 25 procent af Wehrmachts forbrug.

Sådan gik det på venskabelig vis krigen igennem. Og de varme relationer fortsatte i årene efter. Generalsekretæren i Landbrugsrådet, Høgsbro Holm, var på julekort med højtstående embedsmænd fra det tyske gesandtskab i København, og i 1957 modtog han to gange 12 flasker moselvin med en hjertelig hilsen til familien.

»Samarbejdet var tæt og fortroligt. De ledende forhandlere kendte hinanden udmærket fra årene forud for besættelsen, og sammenholdet og fortroligheden blev styrket under besættelsen,« siger Mogens R. Nissen, der gør opmærksom på, at mens resten af Europa lå i ruiner, kom dansk landbrug økonomisk styrket ud af krigen:

»Landbruget tjente mange penge, og det kan bl.a. ses på, hvordan bønderne nedbragte deres gæld og investerede i anden halvdel af 1940erne.«

Men landbrugets top frygtede tilsyneladende befolkningens dom over de tætte - og venskabelige - forhold til besættelsesmagten. Fra sommeren 1944 gik Landbrugsrådet ind og finansierede udgivelsen af det illegale blad »Budstikken Gaar«.

»Det var for at påvirke opinionsdannelsen,« konstaterer Mogens R. Nissen.

De fleste slap for straf

Der er stadig mange ubesvarede spørgsmål om erhvervslivets rolle under besættelsen, men forskerne fortsætter deres arbejde, og i takt med at de færdiggør deres arbejde, vil vi også blive klogere på, hvorfor så få erhvervsfolk blev straffet i retsopgøret efter krigen.

Nok fik flere entreprenører og industrivirksomheder konfiskeret store dele af deres fortjenester på arbejdet for tyskerne efter de økonomiske værnemagerlove. Wright, Thomsen & Kier måtte af med mest af alle - 6,9 millioner kroner eller over 80 mio. kr. omregnet til nutidige priser. Men langt de fleste slap for straf efter de hårde værnemagerlove. Det gjaldt i endnu højere grad for landmændene; ingen blev dømt for værnemageri, ingen fortjenester blev konfiskeret, alt var ifølge myndighederne i orden. Trods pristryk og venskabelig omgang med nazisterne, handlede landbrugets top inden for samarbejdspolitikkens rammer.

»Visse af lederne fra eksportudvalgene var meget aktive i forsøget på at sikre højere priser, og de nærmede sig kridtstregen for det acceptable,« siger Mogens R. Nissen.

Men retsopgøret mod værnemagerne fusede ud. I lyset af de nye oplysninger om entreprenørernes aktiviteter; bl.a. brugen af tvangsarbejdere og landbrugets ivrighed, kan det synes som en af besættelsestidens sidste store gåder. I forbindelse med Berlingske Tidendes artikelserie i 1999 kom det frem, at der tilsyneladende ikke blev spillet rent spil fra de danske myndigheders side. Det bekræfter Steen Andersen, der i sin afhandling til efteråret vil inddrage nye oplysninger om retsopgøret mod entreprenørerne:

»Alle de store gik fri. Det kræver ikke de store briller for at se, at der var politiske interesser i at beskytte dem af hensyn til produktionen i Danmark. Der var brug for dem.«

 

Danmark fejrer om 14 dage 60-året for befrielsen. I de seneste år har en rækkehistorikere undersøgt danskerhvervslivs rolle underbesættelsen. De fortæller en historie, der ikke egner sig til festtaler.

København/Washington: Luftwaffe havde brug for en solid bunker i Lübeck.

Året var 1943, og Anden Verdenskrig var på sit højeste. Adolf Hitler kontrollerede sine tropper fra Berlin, og millioner af jøder døde i koncentrationslejre i hans »Nye Europa«.

Allierede soldater gav deres liv verden over for at bremse ham. Mod syd i Afrika, hvor briter og frie franske tropper pressede ørkenrotten Rommel til at kapitulere. Mod øst i Stalingrad, hvor Den Røde Hær stoppede tyskernes fremrykning. Og i vest, hvorfra briterne sendte bombetogter ind over de større tyske byer; Berlin, Hamburg, Rostock.

Lübeck var blevet sønderbombet i 1942. Derfor skulle der bygges en bunker til det tyske luftvåbens kommando, og tyskerne vidste, hvem de skulle ringe til.

Luftwaffe kontaktede det københavnske entreprenørfirma Thorning-Christensen. Det var ikke et stort firma, men nazisterne havde gode erfaringer med danskerne, som de kendte fra andre krigsprojekter, blandt andet et luftbeskyttelsesanlæg i Kiel.

Thorning-Christensen slog til, selvom firmaet tilsyneladende ikke havde mandskab nok. Men det var der råd for i krigens Tyskland. Det tyske militær stillede 75 mand til rådighed. De danske entreprenører var dog alt andet end tilfredse med deres indsats. Det tog alt for lang tid for dem at blande beton og mure de tykke bunkermure op. Det kan hænge sammen med, at der var tale om udmattede og udmagrede polske og sovjetiske tvangsarbejdere. I hvert fald var deres »sundhedstilstand« for ringe, beklagede indehaveren af det danske firma sig.

Men bunkeren blev bygget.

Den svære erkendelse

Historien om Thorning-Christensen er en del af historien om dansk erhvervsliv under Anden Verdenskrig. Om 14 dage, den 5. maj, fejrer vi 60-året for befrielsen, men selv så længe efter bliver der ved med at dukke nye oplysninger op, der rykker ved vores forestilling om, hvad der egentlige skete i »de fem mørke år« fra 1940 til 1945, da Danmark var besat.

Stik imod hvad generationer af danskere har lært i skolen, var besættelsen for mange entreprenører, landmænd og industrifolk ikke fem mørke år, fem magre år. Det var i økonomisk forstand fem lyse år, fem fede år. Ikke for alle, men for mange. Det gør ondt at skrive disse ord, og det gør sikkert ondt at læse dem, men det var, hvad erhvervsledere selv erkendte i det skjulte under og efter krigen.

I de seneste år har et hold forskere under ledelse af professor Ole Lange fra Handelshøjskolen i København været i gang med at undersøge erhvervslivets rolle under besættelsen. Når de er færdige, får Danmark sin første samlede beskrivelse af virksomhedernes og landbruget under besættelsen.

»Billedet er komplekst, og det afspejler den meget forskellige erhvervsfordeling, hvor de enkelte erhverv forfulgte en meget forskellig politik. Fælles for dem er, at de i besættelsen står i et svært dilemma, hvor det tyskdominerede marked er det eneste åbne marked, og regeringens råd er at samarbejde. Virksomheder kunne lukke butikken og fyre ansatte eller levere til tyskerne,« siger han.

Historikeren Steen Andersen er en af forskerne i det omfattende projekt, og han offentliggør til efteråret sin ph.d.-afhandling »De gjorde Danmark større« om entreprenørerne under besættelsen. Det er ham, der i danske og udenlandske arkiver har fundet oplysningerne om Thorning-Christensens og andre danske firmaers brug af tvangsarbejdere under arbejde i Nazi-Tyskland. For bunkeren i Lübeck er bare ét blandt mange eksempler:

Århus-firmaet Jens Sørensen fik i 1944-45 en tysk ordre på at rydde op efter et allieret bombetogt over Hamburg, og tyskerne stillede KZ-fanger fra Neuengamme til rådighed.

Entreprenørfirmaet Villadsen vandt opgaven med at rydde op efter bombardementerne i Rostock, og tyskerne leverede ca. 200 krigsfanger, formentlig russere.

Og ingeniør C. Krøyers virksomhed fik til opgave at bygge en bunker for det tyske sikkerhedspoliti i Hamborg og en ny flyveplads i Pommern. Ifølge Steen Andersens dokumentation brugte det danske firma ikke færre end 800 såkaldte »byggehjælpe-arbejdere«, hvilket dækkede over civile sovjetiske tvangsarbejdere fra en nærliggende bevogtet lejr.

»Med brug af tvangsarbejderne blev danske virksomheder en del af det nazistiske undertrykkelsesapparat,« konstaterer han.

To sejlivede myter

Steen Andersen har samtidig fundet dokumentation, der afliver et par af de mest sejlivede myter fra krigens tid.

For det første blev virksomhederne ikke tvunget af regeringen til at udføre arbejde for værnemagten. Og i eftertiden har det været slået fast som en kendsgerning, at tyskerne allerede i april 1940 truede med at tvangsudskrive danske arbejdere, hvis entreprenørerne ikke tog imod bestillinger på at opføre bunkere og flyvepladser i Jylland. Men historien om tyskernes trussel er uden hold i virkeligheden, fastslår Steen Andersen:

»Det er en sejlivet myte, som først bliver udfordret nu. Der var ingen trusler i de første år af besættelsen. Tyskerne fremsatte i september 1943, lige efter samarbejdsregeringens afgang den 29. august, en trussel om standretter, hvis arbejdet ikke fortsatte. Mange virksomheder har så senere i deres egen selvforståelse ført truslen tilbage til 1940,« siger han.

Myten om tvangsudskrivning af arbejdere var fabrikeret af T.K. Thomsen, en af indehaverne af det store entreprenørfirma Wright, Thomsen & Kier. Det skete i 1942, da den tyske krigslykke var ved at vende. T.K. Thomsen gentog den senere over for Den Parlamentariske Undersøgelsesdomstol, der efter befrielsen undersøgte graden af det danske samarbejde.

»Og undersøgelsesdomstolen tog den for gode varer uden at kontrollere samtidige kilder. Efterhånden bed forklaringen sig fast som en kendsgerning,« siger Steen Andersen.

Det er altså ikke korrekt, når man i generationer har taget det for en kendsgerning, at danske virksomheder mere eller mindre var tvunget til at samarbejde med værnemagten. Ganske vist opfordrede Stauning-regeringen til samarbejde, men det var ikke kun samarbejdsregeringens ansvar, at der blev udført arbejde for tyskerne for et beløb, der i dag ville svare til over 200 mia. kr. De enkelte erhvervsledere traf deres egne beslutninger og bar derfor et mindst lige så stort ansvar.

På samme måde er der ikke hold i den mangeårige forestilling om, at alle entreprenører i større eller mindre grad var såkaldte værnemagere - firmaer, der arbejdede for tyskerne. En forestilling, der blandt andet bundede i påstanden om, at entreprenørerne ikke havde mulighed for at sige nej.

»Den opfattelse er vi nødt til at revidere, for det var cirka halvdelen af entreprenørerne, der valgte at arbejde for tyskerne. Den anden halvdel afslog. Nogle gjorde det af moralske grunde, andre af nationale, og der var også dem, der sagde nej, fordi de havde forretninger i allierede områder og frygtede ubehagelige sanktioner fra de amerikanske og britiske myndigheder,« forklarer Steen Andersen.

Det interessante i den forbindelse er, at det rokker ved påstanden om, at virksomhederne reelt ikke havde muligheden for at gøre sig moralske overvejelser om at skulle samarbejde med det nazistiske Tyskland. Steen Andersen understreger med baggrund i samtidens kilder, at entreprenørbranchen i høj grad var præget af moralske overvejelser og diskussioner - endda i en grad, så den var tæt på splittelse.

Da tyskerne i april 1940 rettede en høflig forespørgsel til Wright, Thomsen & Kier og andre firmaer, henvendte Entreprenørforeningen sig til Stauning-regeringen for at få at vide, hvordan dens medlemmer burde forholde sig. Regeringen var gået i samarbejde med besættelsesmagten og opfordrede entreprenørerne til at gøre det samme.

»Men der var ikke tale om et pålæg. Senere kontaktede foreningen også Udenrigsministeriet, og svaret her var det samme, og det blev understreget, at regeringen ikke kunne give nogen garantier om, at der ikke senere vil ske retsforfølgelse,« siger Steen Andersen.

Flere virksomheder valgte derefter at tage imod de tyske ordrer, mens andre undlod, og det kom til voldsomme diskussioner i foreningens bestyrelse . Knud Højgaard fra firmaet Højgaard & Schultz var meget nationalt sindet og kom senere i besættelsen i modvind, da han sammen med andre førende erhvervsfolk foreslog kongen at afskedige regeringen og erstatte den med et ekspertstyre. Senere i krigen udførte Højgaard & Schultz arbejde i Tyskland. Men måske netop på grund af sin stærke nationalisme blev Højgaard rasende på dem, der ville tage imod tysk arbejde på dansk grund. Ifølge Steen Andersen trak flere erhvervsledere allerede tidligt i besættelsen en sådan skillelinje. Knud Højgaard sagde ligefrem, at det ville være at »gå i aktiv tysk krigstjeneste« at tage imod ordrer herhjemme.

»I takt med krigens udvikling tog den interne kritik af de virksomheder, der arbejdede for tyskerne til, og der blev i krogene snakket om, at virksomhederne burde ekskluderes fra Entreprenørforeningen,« fortæller Steen Andersen.

Frygten for at blive ekskluderet var angiveligt årsagen til, at Wright, Thomsen & Kier sammen med blandt andre et andet af datidens store firmaer, Christiani & Nielsen, tog kontakt til Entreprenørforeningen i sommeren 1944. De havde arbejdet ihærdigt for tyskerne og ville have bestyrelsen til at blåstemple deres aktiviteter.

»De frygtede, at de ville blive kastet for løverne efter befrielsen. De argumenterede med, at de kun havde påtaget sig opgaver for tyskerne, fordi der nærmest var tale om statslig nødret, og at de dermed havde friholdt andre for at tage imod arbejdet. Men de blev pure afvist,« fortæller Steen Andersen.

Foreningens formand Einar Thorsens svar til firmaerne nærmest sydede af vrede og forargelse:

»I har haft fem fede år, vi har haft fem magre år.«

Ligesom Knud Højgaard har Einar Thorsens person og reelle hensigter under besættelsen været kraftigt debatteret. Som formand for entreprenørerne deltog Thorsen i flere møder med tyske myndigheder om bl.a. adgangen til at arbejde i Tyskland. Men Einar Thorsen var til daglig direktør i firmaet Monberg & Thorsen, og det står klart, at firmaet gentagne gange under besættelsen blev opsøgt af tyskere med tilbud om opgaver. Der var altid tale om høflige forespørgsler, og Monberg & Thorsen sagde hver gang høfligt nej tak.

»Virksomheden sagde nej af nationale årsager, selvom det var ved at koste den livet rent økonomisk. Det interessante er, at der altså var nogle, der gjorde sig svære, moralske overvejelser og turde sige nej, vel at mærke uden at blive mødt af tyske repressalier, og de var i voldsom opposition til dem, der sagde ja,« forklarer Steen Andersen.

En anden interessant pointe fra episoden er, at tyskerne langt ind i besættelsen tilsyneladende bevidst var korrekte og høflige i kontakten til dansk erhvervsliv. Også når de blev afvist som af Monberg & Thorsen.

»Tyskerne var ikke interesserede i at komme på kant med danskerne. De ville opretholde billedet af den fredelige besættelse, og det lykkedes. De fik udført det arbejde, de ville. I den sammenhæng var Danmark meget forskellig fra for eksempel Frankrig, hvor tyskerne de første par år ikke turde bruge lokale firmaer af frygt for deres indstilling,« siger Steen Andersen.