Mennesket

Velkommen

www.Popolo.in

 

Helmut Chr. Petersen

MENNESKET - lektion 1

Ligesom mennesket har to arme, har mennesket to overbevisninger, en hvis det går dem godt, og en når det går dem skidt, sidstnævnte hedder religion.

Mennesket er et hvirveldyr, som har en udødelig sjæl samt et fædreland.

Mennesket bliver fremstillet på en ganske naturlig måde - men selv synes mennesket, det er unaturligt, og taler ikke gerne om det.

Mennesket kommer til verden uden at blive spurgt.

Mennesket er et nyttigt levevæsen, som f.eks. kan bruges til at tjene til soldater døden, til at drive olie-aktier i vejret eller til nedslidning på fabrikker, for at skaffe profit til de høje virksomhedsledere, men mennesket kan også skabe kultur, videnskab og kunst.

Mennesket har ved siden af sine behov, såsom videre forplantning, spise og drikke, to andre lidenskaber, nemlig at lave ballade og ikke at høre efter.

Mennesket bliver dog lydhør, når de får anerkendelse og komplimenter.

Ved smigeren føler mennesket sig altid meget større, end de i virkeligheden er.

Når man skal forlade sig på et menneske, gør man klogt i at sætte sig på det.

Man er i det mindste sikker på, at mens man sidder, løber vedkommende ingen steder.

Der findes dog nogen, der forlader sig på menneskets karakter, men de bliver dog altid en erfaring rigere, på et senere tidspunkt.

Mennesket kan inddeles i to grupper, en mandlig og en kvindelig del.

Begge køn har følelser, og man får disse frem på den sikreste måde, ved at sætte visse nervecentrer i organismen i funktion, og derved falder mennesket lyrisk hen.

Mennesket er en politisk skabning, der helst vil leve i klump,

og hver klump hader de andre klumper, fordi de er anderledes, men man hader også sin egen klump, fordi man føler sig bedre end de andre i klumpen, og det sidste had kalder man patriotisme.

Hvert menneske har nyrer, lunger, en milt og en fane. Samtlige fire organer er livsvigtige, men der findes mennesker med kun en nyrer, en lunge, og uden milt, men dog findes der ingen uden en fane.

Mennesker med hinanden findes der ikke, der findes mennesker der hersker over andre, og så dem der lade sig beherske, men der findes ingen der kan beherske sig selv.

Fordi den opponerende ærgerrighed i ethvert mennesket altid er mægtigere end selv den mægtigste hersker, så man kan rolig sige at ethvert menneske er sig selv underlegen.

Men når mennesket bliver svagt og kan mærke, det har svært ved at lette bagdelen, så stilles der ikke så store krav til verden mere.

Mennesket bliver da fromt og vis. Det kalder man indre hjemkomst.

De forskellige alderstrin opfattes af mennesker som forskellige racer, gamle har glemt, at de har været unge, eller glemmer at de er gamle, og unge begriber aldrig de kan blive gamle.

Mennesket ønsker ikke at dø, fordi mennesket ikke ved, hvad der så kommer, og selv om man er blevet meget gammel, vil man godt leve en lille smule længere, og en lille smule længere i den forbindelse, er evigt.

I øvrigt er mennesket et levevæsen, der støjer, laver dårligt musik og lader sin hund gø -

og et menneske falder først til ro i det øjeblik, mennesket dør.

SØNDERJYDER - lektion 2

Frit oversat fra tysk til dansk, fra en tysk Tv-udsendelse (NDR), af HCP