Linak

Velkommen

www.Popolo.in

 

Helmut Chr. Petersen

 

LINAK koncernens hovedkvarter i Guderup, Danmark breder sig over et areal på 38.000 m2, der omfatter både udviklings- og produktionsanlæg. LINAK har omkring 1.600 engagerede medarbejdere i 35 lande.

 

»Jeg vil ikke være en af dem, der bare flygter ud af landet«

Bent Jensen fra Als kunne have hævet sine milliarder og smuttet ud af Danmark. Men direktøren for Linak går stik imod de gængse, stereotype forestillinger om rigmænd. Nu vil han sikre arbejdspladser og virksomhedens danske tilstedeværelse efter sin død med noget så umoderne som en fond.

 

LØRDAG D. 7. JUNI 2014

Det var ikke meget, han overtog. Og den dag i dag ser det heller ikke ud af meget, når man triller ind på parkeringspladsen i Guderup på Als. Med den grå facade og beskedne reception ligner bygningen mere en kommunal institution eller en mellemstor virksomhedsfilial end hovedkvarteret for en international industrikoncern. Linak.

 

Bent Jensen overtog i 1976 sin aldrende fars utidssvarende maskinarbejderfirma, Christian Jensen & Sønner, med syv ansatte. I dag er firmaet, han driver, på én gang det samme og noget helt andet end det, han fik. Stadig familieejet, men med et nyt navn, Linak, nye produkter og 1.800 medarbejdere i 35 lande. Og 62-årige Bent Jensen med en anslået formue i underkanten af seks milliarder kroner, hvilket gør ham til Danmarks 11. rigeste mand.

 

Måske er hovedkvarteret, der ganske vist har virksomhedens mere pompøse, ovale produktionshal som nabo, et udtryk for, at Bent Jensen ikke er en mand, der praler. Også selv om han er lykkedes med, hvad mange drømmer om, men kun få formår: At opbygge en milliardformue. En rigdom, hans sorte Jaguar XF – der som den eneste bil holder parkeret under halvtag – er ene om at udstråle. Og Jaguaren deler da også carportens læ med cykelstativet. Mere glamourøst er det ikke.

 

For »det er ikke pengene, der driver mig,« som Bent Jensen siger: »De, der er blevet store, var dem, der gik efter projektet, ikke dem, der gik efter pengene.«

 

For Bent Jensen er det af langt større betydning, at Linak er en familievirksomhed. Og dansk. Så da det for godt ti år siden gik op for ham, at han en dag ikke ville være her for evigt, handlede det for ham om at finde en vej ud, der både sikrede firmaets familieejerskab og dets danske – og ikke mindst alsiske – tilstedeværelse. Men vejen viste sig bumlet.

 

Løsningen var ikke at sælge en andel til en kapitalfond, som han ellers havde kontakt med. Nej, deri lå en klausul om et salg af hele virksomheden inden for et bestemt tidsrum.

 

»Det ville jo være som at skrive inskriptionen på sin egen gravsten,« som Bent Jensen tørt konstaterer

 

 

Det var heller ikke en fusion med et andet selskab. Ej heller en børsnotering. Bent Jensen ville kunne drive sin virksomhed uden hele tiden at have en aktiekurs kørende i baghovedet. Og i sidste ende ønskede han ikke at forlade chefstolen, så længe han stadig havde noget at udrette.

 

»Hvad skulle jeg så lave? Jo, jeg kunne hæve en hulens masse penge, men hvad skulle jeg med dem? Jeg ville få et tarveligt liv, for det er hér, jeg elsker at være. Det er selvfølgelig sjovt at have fri, men det er kun sjovt, hvis man har sit arbejde,« siger han.

 

Løsningen blev at splitte ejerskabet op i tre dele. Hans to døtre får hver sin tredjedel, mens den sidste luns efter hans død efter planen skal overgå til en erhvervsdrivende fond.

 

»Jeg kender jo mine døtre og har set, hvor meget uvenner de kan blive. Og hvor uretfærdige sådan nogle piger kan være over for hinanden. Altså, de har det godt sammen, men de kan også blive skrækkeligt uvenner. Og jeg skal ikke have ødelagt min virksomhed, fordi to tøser ikke kan finde ud af det. Og så kom idéen til, at de hver især får en tredjedel, mens min kones og min egen andel går til en fond, når vi engang ligger nede i kisten,« siger Bent Jensen.

 

Med beslutningen går Linak-bossen stik imod tidens tendenser. Traditionen med erhvervsdrivende fonde går ellers helt tilbage til den gamle brygger J.C. Jacobsen, der i 1876 etablerede Carlsbergfondet som den første af sin slags i Danmark, og siden blev efterfulgt af en lang række af Danmarks største erhvervskoryfæer, der ligeledes underlagde livsværkerne en fond.

 

Den kendteste er A.P. Møller Fonden, som kontrollerer Danmarks største virksomhed målt på omsætning, A.P. Møller–Mærsk. Fonden har foræret københavnerne Operaen og donerede for nylig en milliard kroner til den danske folkeskole. Andre velkendte fondsejede danske virksomheder er medicinalkoncernen Novo Nordisk, som kontrolleres af Novo Fonden, og Danfoss, hvor 46,32 pct. ejes af Bitten og Jørgen Mads Clausens Fond, som blev oprettet af stifterne af samme navn.

 

 

"For Stauning var Danmark befolket af brede skuldre, der nok kunne sørge for, at den lille minoritet af oldinge, kronisk syge og arbejdsløse kunne få en understøttelse, der svarede til indtægten for en faglært arbejder. Stauning ville ikke kunne forestillet sig det socialpolitiske mareridt, at mere end halvdelen af vælgerkorpset nu er udnævnt til ’svage grupper’, altså de smalle skuldre, der er på støtten på den ene eller anden måde."

 

Men selv om der i gennemsnit er oprettet 45 erhvervsdrivende fonde i Danmark hvert år siden 2004, har ingen ejere af betydende virksomheder placeret deres virksomhed i en fond siden 1989, hvor Folketinget indførte nye skrappere skatteregler. Således har Lars Larsen eksempelvis ikke lagt livsværket Jysk i en fond, og Nils Foss har heller ikke underlagt Foss nogen fondsdannelse. Ligeledes har Holck Povlsen-familien bag tøjkoncernen Bestseller beholdt virksomheden på egne hænder, og det samme gælder for familien bag skokoncernen Ecco. Og årsagen kan meget vel være netop skattereglerne fra 1989. Som det er i dag, pålægges en virksomhedsejer, der ønsker at overdrage sin virksomhed til en erhvervsdrivende fond som arv eller gave, nemlig som udgangspunkt en avanceskat på 50 procent.

 

I 2012 slog formanden for regeringens eget erhvervsfondsudvalg, KPMG-revisor Finn Meyer, et slag for at fjerne den hårde beskatning af at placere virksomheder i fondseje, ligesom flere formænd for nogle af landets største fonde har angrebet skattereglerne.

 

Og ifølge Arne Bundgaard, direktør i konsulentfirmaet Kraft & Partners, der er ekspert i udvikling af fonde, har skattereglerne da også skræmt mange erhvervsledere fra fondsdannelser i Danmark.

 

Men ikke Bent Jensen. Han vil have sin fond, men appellerer til politikerne om at fjerne de nuværende skattemæssige barrierer.

 

»Jeg regner med, at det er klaret, når min kone og jeg engang ikke er her mere og overdrager vores ejer­andel til en fond.«

 

 

"For Stauning var Danmark befolket af brede skuldre, der nok kunne sørge for, at den lille minoritet af oldinge, kronisk syge og arbejdsløse kunne få en understøttelse, der svarede til indtægten for en faglært arbejder. Stauning ville ikke kunne forestillet sig det socialpolitiske mareridt, at mere end halvdelen af vælgerkorpset nu er udnævnt til ’svage grupper’, altså de smalle skuldre, der er på støtten på den ene eller anden måde."

 

Bent Jensen advarer politikerne om, at skatteregningen for at realisere fondsdrømmen og sikre arbejdspladserne på Als kan blive for høj.

 

»Hvis vi bliver plukket i skat, så finder vi på en anden konstruktion. Det ikke retfærdigt, hvis der skal betales en stor skat, bare fordi vi lægger en del af virksomheden i en fond,« siger han.

 

Noget tyder på, at det bliver lettere for Bent Jensen at opfylde sin fondsdrøm. I den såkaldte Vækstplan DK fremgår det nemlig, at regeringen og de borgerlige partier er enige om at stille landets erhvervsledere mere lempelige skatteregler for erhvervsdrivende fonde i udsigt.

 

Med tre ejere med lige store andele vil Linak ikke have nogen flertalsaktionær. Og fonden sikrer, at i hvert fald en tredjedel af ejerskabet vil være dansk, også selv om døtrene skulle sælge deres part, hvilket er meget vigtigt for Bent Jensen.

 

»Linak forbliver dansk. Jeg vil ikke være en af dem, der bare flygter ud af landet. Vi kæmper meget hårdt for at bevare virksomheden i Danmark,« siger han:

 

»Jeg har opbygget en kæmpe forpligtelse over for lokalsamfundet med de her 900 medarbejdere (på Als, red.). Dem kan du jo ikke bare sige farvel til.«

 

For at forstå vigtigheden af familieejerskabet og den danske base på Als, må man forstå den måde, den 62-årige virksomhedsejer overtog firmaet på, og ikke mindst hvilket menneske han overtog det fra. Linak, eller Christian Jensen & Sønner, som det hed i 1976, var nemlig langt fra den unge og nyuddannede Bent Jensens drøm.

 

 

 

»Grunden til, at jeg sagde ja (til at tage over, red.), var, at det var en familieejet virksomhed,« siger han: »Havde det været en hvilken som helst anden virksomhed, havde jeg aldrig sagt ja. For den så skrækkelig ud, havde gamle produkter og ingen fremtid. Så familieejerskabet betød, at jeg tog beslutningen. Og nu betyder det jo igen noget for mig.«

 

Bent Jensens far var født i 1909, dengang Nordslesvig og Als var underlagt Det Tyske Kejserrige. I 1920 oplevede han genforeningen, og den begivenhed, lægger Bent Jensen ikke skjul på, har sat sit præg på familien – og dermed også ham, selv om han aldrig har kendt til andet end at være dansk.

 

»Vi er meget glade for Danmark. Jeg tror næsten, vi er det hjørne af landet, der er gladest for at være danske, fordi vi har prøvet den tyske overtagelse,« siger han.

 

Men det lille hjørne af Danmark er igen truet. Fjenden hedder ikke Bismarck, men er derimod den stigende urbanisering. Familievirksomheden ligger i et af de yderområder i Danmark, der fattes mennesker og arbejdspladser. Et faktum der måske ikke driver hans ambitioner om at blive i Danmark, men ikke desto mindre fylder en del hos Linak-bossen, når der nu er »så mange familier og sjæle, der afhænger af mine beslutninger«.

 

Linak yder i dag økonomisk støtte til dele af det sønderjyske foreningsliv for omkring fem millioner kroner årligt og sponsorerer blandt andet musikfestivalen i Tønder. Og da fonden, som Bent Jensen siger, bliver »temmelig velhavende,« kan han ikke se, hvorfor det beløb ikke skulle stige.

 

Linak-bossen slår dog fast, at selskabet ikke vil blive i Danmark for enhver pris. »Jeg vil ikke gå fallit, fordi vi er i Danmark,« siger han.

 

Allerede sidste år meldte Bent Jensen ud, at han ønskede at lade sine medarbejdere få en betydelig magt over fonden, og dermed sin virksomhed, når han engang er gået bort.

 

»De skal være med i fondsbestyrelsen, og der skal gerne sidde medarbejdere fra alle niveauer plus nogle folk udefra. Jeg har et ønske om, at de sidder på en god andel,« siger Bent Jensen, der gerne vil affeje al snak om økonomisk demokrati, men ikke desto mindre gerne ser sine medarbejdere få indflydelse:

 

»De har været med til at lave den her virksomhed. De ved en frygtelig masse ting om firmaet, og de kender kulturen. Det skal selvfølgelig ikke være helt nye medarbejdere, der indtræder, men folk, der har været her i mange år.«

 

Alle hjemlige industrivirksomheder kæmper med de høje, danske omkostninger. Samme udfordringer slås Linak med, men Bent Jensen vil kæmpe imod.

 

»Vi er hele tiden under lønpres. Og vi er jo ikke ude på at udhule vores medarbejderes købekraft, så vi kæmper en brav kamp for at rationalisere. Men der er en grænse, så jeg ser gerne, at vi sænker indkomstskatten og dermed gør købekraften større. På den måde kan vi tillade os at give færre lønstigninger end i andre lande. Det er vældig fint, at man sænkede selskabsskatten, men det hjælper jo kun de virksomheder, der tjener penge,« siger han.

 

Selv har han aldrig været fristet til at bakke Jaguaren ud af carporten, hæve milliarderne og køre til skattely som Schweiz eller Monaco. Der er ikke noget sted, han hellere vil bo end på Als, og han foretrækker sin båd i Dyvig på øens vestkyst frem for en tilsvarende på Cote d’Azur.

 

»Nej, det har jeg aldrig nogensinde overvejet. Det er slet ikke min stil. Jeg tror, jeg ville drikke mig ihjel. Og det må du gerne citere mig for.«